Mødet mellem englen Gabriel og jomfru Maria.

Englen ser man ikke –Maria ser ham og hører ham.

Han taler ord til hende.

Ordene er fulde af liv.

Ordene og synet vækker hendes tillid, hendes mod og vilje:

gennem sine sanser, sin synssans og sin høresans, vækkes hun til

tro i ånden. Hun holder først forskrækket vejret, og ånder så sin tro ud

i modig befrielse.

I begyndelsen var ordet.

Relieffet skal både kunne opleves nært og på afstand. På afstand ses først to geometriske figurer: cirklen og kvadratet. 

Cirklen er det mest iøjnefaldende symbol, der gives for Det hele, altet, evigheden, for Gud Skaber den Almægtige. Den guddommelige almagts uudgrundelighed, den evige skabelse.

Glorien om Maria er i kunsten blevet tegnet som en perfekt cirkel, en hellig figur, og Guds evighedscirkel her står både som en glorie om Maria og som en omkransning af tiden – tiden, som i kunsthistoriens løb er blevet fremstillet som et kvadrat. Som en firkant, der strukturerer tid og rum, med de fire verdenshjørner som orienteringspunkter. Når kvadratet som her er indfældet i cirklen, gøres det klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt. Kvadratet er tillige symbolet på inkarnationen, idet tidens, stedets, livets og vores redning sker gennem Jesu frelsergerning.

I cirklen ser vi Maria. Jeg har spejlet hendes ansigt, netop som hun oplever englen tale til sig. Helligånden er over hende, som en due. Den due, der også svæver over døbefonten og prædikestolen.

Helligånden, Guds kraft, skal overskygge Maria, som duggen en forårs-eng, hun holder vejret, der er grøde i luften, der er angst der forsvinder, vantro der fordamper, der er jubel. Der er noget i luften. Luften er fuld af søde ord, der er håb og nyt liv.

Der er liljen, den rene, troskyldens blomst, hjertets mod. Dens blade åbner sig gavmildt, som Marias gavmilde sind, dens duft er alle steder, som Marias håb for verdens børn.

Der er sværdet, et af de 7 som skal gennembore hendes hjerte, de stik kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens er ikke den mindste. Sværdet som fortæller os at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, håb og vilje skal der til.

De tre, duen, liljen og sværdet, har jeg anbragt så de danner en trekant. For tre-enigheden.

Der er guld og Maria-blå.

Guldet er vigtigt; Maria er den nye bærer af Guds ord; den gamle bærer var Pagtens ark, som israelittene bar med sig gennem ørkenen. Den var beslået med guld på alle fire sider. Maria er den nye pagts skrin, hun er som et smykkeskrin, barn Jesus er smykket i hende. Derfor er det rigtigt at hun her er fremstillet i gyldent metal.

Og den blå er Maria-blå; blå er Marias farve, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter ind, når morgenstjernen står op. Dén blå kranser her i relieffet Marias lysende ansigt.

Marias ansigt har jeg modelleret så det har mange facetter, alt efter hvilken vinkel man ser hende fra. Der er kun èn vinkel, hvorfra hun er helt i perspektiv, helt som hun skal være. Sådan er det med os alle sammen: der er ét sted at se os fra, hvor vi er lige som vi skal være, hvor alt forvrænget og forkert er væk. Dét sted ser Gud os fra. Altid. Vi er også alle de andre sider, vi er også som Maria her fulde af nuancer og facetter, skævheder og kanter; men det sandeste der er at sige om os, er dét Gud siger. At vi er hans udkårne og elskede.

Når bebudelsen hænger i nichen, I ved, den hænger foran vores gamle spedalskheds-hul, er nichen at forstå som en klippehule, og det er symbolet på det sted hvorfra dødens magt skal brydes, hulen er opstandelsens sted.